Læsere af Paulus' breve kan nogle gange blive slået ikke alene af forundring, men også af tvivl om, hvordan de skal forstå Paulus' forhold til loven. For mens Paulus på den ene side kategorisk og definitivt afviser loven og lovgerninger som frelsesvej, er det også tydeligt at han ærer loven, ønsker at adlyde og følge den, og forfærdes over og vender sig mod alle former for lovløshed. 
    
Om sit eget forhold til loven siger han, at han for “dem, som er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov" (1 Kor 9:21). 
    
Til de kristne i Rom skriver han, at de “der var syndens trælle, er blevet lydige af hjertet imod den lære, I blev indført i! Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden - jeg bruger et udtryk fra dagliglivet, fordi I er skrøbelige mennesker. For ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges" (Rom 6:17-19).
    
Dette med at trælle for retfærdigheden - men glem ikke, at Paulus har sagt undskyld for at bruge sådan et udtryk - klinger ejendommeligt op mod ord som de her: “Til frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke attter tvinge under trælleåg!" (Gal 5:1).
    
“Lydige af hjertet imod den lære I blev indført i" og “trælle for urenheden og lovløsheden"  er Paulus' stærke beskrivelse af, hvad de kristne er, og det de før havde været.
    
De, der kommer til tro på Kristus, bliver forvandlet. Intet er eller kan forblive som før; en anden har taget styret over deres liv, en ny og levende Ånd har taget bolig i deres hjerter. “I blev lydige af hjertet imod den lære I blev indført i" kan næppe være andet end evangeliet, Jesu ord og befalinger, livet som det er “sandhed i Jesus".  Missionsbefalingens “og lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet jer" ligger måske bag. Jesus talte om dem, som kom til ham, som “oplærte af Gud" (Joh 6:45). Både Jesu taler og hans undervisning af sine disciple og apostlenes breve, er en indføring i, hvad kristendom er, og hvad det kristne liv er.
    
Den første kirke var meget omhyggelig med denne oplæring i Kristus, noget som den senere kirke har forsømt med det bedrøvelige resultat, at der findes mange uvidende kristne som stadig trænger til mælk  og ikke er kommet til den “undervisning for voksne" (Heb 6:1), som ifølge Hebræerbrevet er nødvendig.
    
For kristne er der klart noget, “som sømmer sig", og noget som “ikke sømmer sig", noget vi skal “afklæde" os, og noget vi skal “iklæde os", noget vi skal forsage og sige nej til, og noget vi skal “stræbe efter" og sige ja til.
    
Men det er klart, at når man siger disse ting, kan det komme til at virke og lyde lovisk, hvilket er langt fra Det Nye Testamentes intention, ikke mindst langt fra Paulus'. Og så sætter lovforskrækkelsen ind ikke mindst hos os danskere, som er så indpodet med, at frelsen ikke er lovgerninger. 
    
Og det er den ikke, for vi er børn,  hjemmehørende i Faderens hus og arvinger til samme hus. Men selv om kongebørn er hævet over loven, betyder det ikke, at huset ikke har en standard, ofte endda en højere standard end i samfundet, og det gælder bestemt i Guds hus, i det borgersamfund, som er i Himlen, i Jerusalem oventil, som føder børn til frihed, og som er vor mor.
    
Kristenlivet skal ses i det lys, som også Jesu bjergprædiken gør det klart.  Den begynder med at prise os salige som Guds børn, og viser os så, hvordan vi som Guds salige børn vil opføre os i verden, hvilket sindelag, som vil præge os, hvilke værdier, som er værdierne i vort liv og for vort liv. Bjergprædiken er ikke lov, men evangelium, evangeliet om Guds rige, om Himmeriget.
    
Vores frihed er ubegrænset, og der hænger ingen straffende fordømmelse over os, men Jesus er vor Herre og broder og vi ønsker at adlyde og følge ham. Hans bud betyder noget for os, og vi ønsker at holde os til dem. Dette er kristenlivets indre logik og drivkraft. Jesus var lydig og hengivet til Guds vilje hver eneste dag han levede og for hvert et skridt han tog. Det ønsker vi også at være. 
    
Vi ved godt, at det sker i ufuldkommenhed, men skønt famlende og af og til faldende, ønsker vi at følge Jesus, og han rækker os hånd og løfter os op, når vi snubler og falder og nogen gange trues af at synke.
    
Paulus havde fat i det rette.  Han vidste, at lovbudene ikke kunne hjælpe, men han vidste også, at Jesus Kristus og hans ord kunne hjælpe.  Derfor kan det kristne liv aldrig udvikle sig i lovløshed, for det er overgivet til “den lære, vi er blevet indført i", overgivet til evangeliet, overgivet til ordet om Jesus..