E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
01 Dec 2013 23:56

Wesley var en mægtig personlighed. Han rummede mange modsætninger, han kunde være lettroende, ja overtroisk på visse punkter og skeptisk, ja skarpt forstandig på andre. Men han besad i sit væsen en samlet kraft, en mageløs selvbeherskelse, som gjorde ham til det overlegne menneske, få kunde modstå. Hans forkyndelse virkede ikke blot sjæleligt, men der indtrådte også rent legemlige virkninger: Folk blev så betagne, at de mistede bevidstheden og styrtede om, under skrig og krampetrækninger. Vi skal senere høre mere om disse legemlige følger af vækkelsestalen. 

Højst forskellig fra Wesley var hans medkæmper Whitefield, han var et afgjort følelsesmenneske og i besiddelse af en veltalenhed, som formåede i en sjælden grad at sætte andres følelser i bevægelse og smelte hjerterne. Dobbelt mærkeligt er det da ved første øjekast, at de legemelige udslag af vækkelsesforkyndelsen ikke indtraf hos Whitefield, men hos Wesley med hans langt mere rolige og intellektuelt anlagte forkyndelse. Senere viste de sig også ved Whittefields og andres tale. 

Det begyndte i Kingswood og Bristol, hvis daværende befolkning skildres som de mest primitive, brutale og uvidende i hele England. Whitefield var den første, der prædikede her og med det resultat, som det så rørende hedder, at "tårerne dannede hvide rende ned ad de fra kulminerne sværtede kinder". De samledes i fri luft, begejstrede forsamlinger på fem-, ti-, femten tusind mennesker, men der skete ingen "Tegn og Undere", før Wesley kom. Men da begyndte det, og hans dagbøger er fulde af skildringer, der undertiden klinger uhyggelige nok. Blot et enkelt eksempel: han skriver i sin dagbog for 21. Maj 1739: I dag svarede Vorherre selv de modstandere, som troede, at alle disse besvimelser beroede på forstillelse eller var en følge af den dærlige luft i det tætpakkede rum. Gud åbenbarede sin arm for 2000 mennesker i fri luft. Snart en, snart en anden styrtede til jorden, skælvende voldsomt ved hans magts nærværelse. Ophidselsen var så mægtig, tilføjer forf., at han næppe begyndte at tale, før de faldt om på alle sider. 

I begyndelsen advarede Whitefield ham, men da så de samme fænomener begyndte at indfinde sig under Whitefields egen prædiken, så ændrede denne sit syn på denne sag. Vel kom Wesley senere til at se noget anderledes pæ disse ting, og de var aldrig for ham det væsentlige, men helt opgive sit syn på dem formåede han ikke. 

Der optrådte også under hans forkyndelse disse mærkelige fænomener,som i den nyere psykologi er kendt under betegnelsen: »dobbelt personlighed«, men som Wesley ud fra sit standpunkt måtte opfatte som djævelbesættelse. Hvordan kan det da være, at just Wesleys forkyndelse fremkaldte disse fænomener, skønt den ikke var stormende entusiastisk som Whilefields, men rolig, jævn behersket og ligefrem? Grunden må søges i hans ejendommelige personlighed. Jeg nævnte før hans selvbeherskelse. han kunde styre mangen pøbelhob ved sin uforligenlige ro og sikkerhed. Der var et blik i hans blå øjne, som vidnede om en mand, der ikke kendte til frygt. Det var næppe, fordi han særlig prædikede om dom og helvede. Naturligvis var også de tanker fremme, men der var dog en ikke ringe forskel på hans og Edwards forkyndelse. Der var mere håb hos Wesley. Edwards forkyndte, at frelsen var såre usandsynlig, kun så få nåede den. 

Wesley åbnede en lys og herlig udsigt for enhver, selv den dybest faldne. Og desuden havde Whitefield ført den samme prædiken i Kingswood, og de legemlige virkninger udeblev dog. Nej, årsagen til dem lå i Wesley selv. Han bedømte Whitefields prædikenmåde som altfor voldsom, men trods sin fuldkomne ydre ro var han selv vistnok den mægtigste "impressive" prædikant, England nogensinde har haft. Det var ikke mange mennesker, heller ikke menneskemængder, som kunne stå for hans prøvende blik. Han siger selv, at han fandt det bedst, altid at gå lige los på en Pøbelhob og så tage særligt sigte på lederen, og det varede sjældent længe, før hans overmægtige personlighed gjorde sin virkning.

"dagens by 28-aug-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Vamdrup

Vamdrup Kirke1.JPGVamdrup er en stationsby i Sydjylland med 5.022 indbyggere (2014), beliggende 8 km syd for Lunderskov, 13 km sydøst for Vejen og 15 kilometer sydvest for Kolding. Byen hører til Kolding Kommune og ligger i Region Syddanmark. Vamdrup hører til Vamdrup Sogn, og Vamdrup Kirke ligger i byen.

Terrænet omkring Vamdrup er en forholdsvis flad hedeslette, som bl.a. gennemskæres af den øverste del af Kongeåen, der løber syd for byen. Vest for byen får Kongeåen tilløb af Vamdrup Å, som kommer fra Søgård Sø øst for Vamdrup og løber gennem den nordlige del af byen. I den vestlige del af byen får Vamdrup Å tilløb af Nagbøl Å, som løber gennem Bønstrup Sø nord for byen.

Vamdrup-området har været befolket siden Ældre stenalder. Der er fundet flinteredskaber på Vamdrupgårds marker nær Bønstrup Sø.

Fra bronzealderhøjen Guldhøj i Holt vest for Vamdrup blev der i 1891 udgravet 3 egekistegrave, som i dag er udstillet på Nationalmuseet.

Der er fundet en del tegn på, at området omkring Vamdrup for alvor blev beboet i slutningen af Jernalderen og i Vikingetiden. Navnet "Vamdrup" stammer fra Vikingetiden, og endelsen -drup angiver, at der er tale om en udflytterlandsby. Det menes dog, at navnet har været knyttet til gården Vamdrupgård, som oprindeligt hed Vamdrup.

Vamdrup Kirke er bygget i romansk stil og stammer fra 2. halvdel af det 12. århundrede. Den er større end de fleste landsbykirker, hvilket peger på en tilknytning til Vamdrupgård samt på, at området har været ganske tæt befolket allerede i den tidlige Middelalder.

Af Valdemar Sejrs jordebog fra 1231 kan udledes, at Vamdrup allerede i den tidlige Middelalder var en del af Anst Herred og dermed en del af Nørrejylland. Da landet senere blev inddelt i sysler, kom Vamdrup med i Almindsyssel, som også er en del af Nørrejylland og i øvrigt var underlagt kongen.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Vi skal ikke forvente at blive mere og mere lig Jesus, hvis ikke vi vil følge hans eksempel og bruge meget tid sammen med Gud.
frit efter E. M. Bounds